En hær af beton
I et landskab af bunkers – en hær af beton – går du på opdagelse i Vestkystens mange forskellige beretninger fra Anden Verdenskrig. I hver bunker møder du en ny person, der fortæller sin vinkel på historien. En tankevækkende oplevelse!
Udstillingen En hær af beton er ikke en almindelig bunkerudstilling. Her er det ikke fakta om krigens forløb eller kanonernes konstruktion, der er i forreste række. I Tirpitz møder du historien om Anden Verdenskrig i Vestjylland fortalt af de mennesker, der oplevede den.
Krig på godt og ondt
Fra den tyske officers beretninger fra Büffel-radarstationen vil man opdage, at “flødeskumsfronten” på Danmarks Vestkyst var dødsens alvorlig. Samtidig fik den øverstkommanderende dog også tid til at forelske sig i den smukke, danske pige, som man også kan besøge. Som 18-årig, da krigen var slut, rejste den unge tyske soldat, Gerhard Saalfeld, hjem til Tyskland, men han vendte tilbage til Danmark over mange år, før han igen fandt sin stort set intakte bunker. Imens måtte den lille pige, der boede på en gård ved siden af Tirpitz, flytte, da den store bunker skulle bygges.
Oplev bunkerbyggeriet i børnehøjde. Mød den lille pige, der boede på en gård ved siden af Tirpitz, og som måtte flytte, da den store bunker skulle bygges.
Stof til eftertanke
Der er næsten garanti for at få sat tanker i gang, når man bevæger sig fra bunker til bunker og hører historien fra forskellige vinkler. Udstillingen giver dig og din familie masser at tale om. De mange betonbunkers på stranden vil få en helt ny betydning, når du har besøgt Tirpitz. Udstillingen er nemlig bygget op som et landskab af bunkers, der rummer masser af detaljer om de mange betonkolosser.
Mød Gerhard Saalfeld, der var vokset op med krigslegetøj og kammeratskab i Hitler Jugend. Han blev som 17-årig sendt til Vestfronten.
Udstillingen har spor for alle aldre, og der er oplevelser for både nørder og ikke-nørder. Kun en enkelt bunker har vi gjort forbudt for børn. Hvorfor den er det, må du selv komme og opleve – hvis du er gammel nok…