Den skjulte vestkyst
20.000 års vestkysthistorie
20.000 års vestkysthistorie

Den skjulte vestkyst

20.000 års vestkysthistorie fortalt gennem overraskende, dramatiske, interessante, gribende og uhyggelige fortællinger. Den gamle redningsbåd indbyder til en tur – men pas på! Er du nu sikker på, at du vender trygt hjem igen fra den overvældende tidsrejse?

Sejl ud på en tidsrejse…

Tør du hoppe op i redningsbåden? Pas på, for du risikerer at komme med på en hæsblæsende tidsrejse på 20.000 år. Mon båden kæntrer under redningsaktionen – eller klarer I skærene? Når stemningen i udstillingen forandrer sig, og det langsomt bliver nat, så ved du, at du skal være på vagt…

Hop op i redningsbåden!

Fra mammutslette til spidstelt

Den skjulte vestkyst præsenterer de bedste vestkysthistorier gennem mere end 20.000 år. Gå på opdagelse i klitterne og finde de skjulte historier, der ligger begravet under sandet. De mange fortællinger underbygges af rigtige genstande, så du kan se, at historierne er sandfærdige! Kom og hør om mammutter i Vesterhavet, om uheldige skippere, om smuglerbyen Sønderside, om skibskatastrofer og om sandet, der var ved at sluge hele Jylland. Du kan også møde de første badegæster eller høre godnatsang på guitar i det orange spidstelt.

Lyt til en godnatsang i det orange spidstelt

Dioramaer og total-show

Vi har udvalgt de mest dramatiske, overraskende og gode vestjyske historier til Den skjulte vestkyst, og de bliver fortalt, mens du ser på små dioramaer, alle sammen med hver deres charme. I udstillingen er der desuden et børnespor, for de modige, der tør stikke hånden ind i den ukendte verden. Udstillingen forandrer sig to gange i timen (klokken hel og halv), når det bliver ‘nat’… Vær opmærksom på, at det sidste natshow starter en halv time, inden museet lukker.

Fugleperspektiv

På kortbordet kan du i fugleperspektiv få et hurtigt overblik over det vestjyske landskabs udvikling siden istiden. Mennesket har tilpasset sig naturens kræfter og forandringerne, men har sandelig også selv påvirket omgivelserne. Alle historier i Den skjulte vestkyst kan opleves 1:1 i de vestjyske klitter, heder og plantager. Måske finder du et dødemandsbjerg lige ved siden af campingpladsen, eller en god bunkerhistorie tæt på sommerhuset?

Oplevelsen fortsætter

Vidste du, at museumsoplevelsen kan fortsætte efter besøget? Det kan den med bogen Den skjulte vestkyst, hvor du får mulighed for at dykke endnu længere ned under sandet og fordybe dig i de mange historier, som du bliver introduceret til i udstillingen. Alle fortællingerne er med i denne rigt illustrerede bog, skrevet i et let tilgængeligt sprog af Stina Troldtoft Andresen, som var tovholder på tilblivelsen af udstillingen.

Bogen er en del af en serie udgivet i forbindelse med Tirpitz og som en del af den samme ambition: At give gæsterne ved Vestkysten mulighed for at dykke dybere ned i skatkammeret af skjulte historier. I dette tilfælde historier om livet i Vestjylland de sidste 20.000 år. Bogen knytter sig tæt til udstillingen Den skjulte vestkyst, der er en af de tre udstillinger, Tirpitz åbnede med i sommeren 2017. Primært er bogen tænkt til dem, der har set udstillingen og ønsker at dykke lidt dybere ned i emnet. Men den kan også med fordel læses af dem, der ikke har set udstillingen endnu, men bare gerne vil have nogle af de gode, gysende, rørende og dramatiske historier om livet i Vestjylland fra istidens slutning til i dag.

Bogen kan købes i Tirpitz

eller i Vardemuseernes webshop

Tag Den skjulte vestkyst med hjem

Den skjulte vestkyst bog
Redningsbåden ser helt uskyldig ud i dagslys …
… men når mørket falder på, starter en fantastisk tidsrejse
Den skjulte vestkyst
Lyt til fantastiske fortællinger om vikinger, sømænd, sandflugt og meget mere ...
Den skjulte vestkyst
Show starter hver halve time. Klokken hel og klokken halv.
DSC02728

Kom og besøg os

Tirpitz er en oplevelse for hele familien. Det danske arkitektfirma BIG har skabt de spektakulære rammer for en attraktion skjult under sandet i det fredede klitlandskab ved Blåvand.