Ekspropriationen af Eventyrets Land
Oplev særudstillingen “Ekspropriationen af Eventyrets Land” om hvordan det idylliske landskab ved Vejers, Grærup, Børsmose og Kærgård blev til et militært øvelsesterræn.
Har du før bevæget dig igennem det ellers idylliske landskab ved Vejers, Grærup, Børsmose og Kærgård, har du formentlig også oplevet det for mange forbavsende syn: gamle, forladte landejendomme med tilskoddede døre og vinduer, som om tiden selv har flygtet fra dem. Mystiske bygninger, som vækker tanker om spøgelseshuse eller forladte filmkulisser – men deres historie er endnu mere fascinerende og har udspring i Den Kolde Krig (1946-89).
Foto: Niels A. Hansen
I løbet af 1960’erne blev intet færre end 71 landejendomme og lidt flere parcel- og sommerhusejendomme i området ofre for Forsvarets voksende behov for større arealer til stadig mere pladskrævende militært udstyr: Eventyrets land blev forvandlet til øvelsesterræn og husene efterladt som tavse vidner.
I udstillingen ‘Ekspropriationen af Eventyrets Land’ vil du i form af billeder fra før og nu opleve denne historie – i sin kortest mulige form. Niels A. Hansens farvefotografier samt Sylvest Jensens historiske luftfotos fortæller historien om, hvordan eventyrets land blev til det militære landskab, som har kendetegnet området lige siden.